Står fremtiden ved en korsvej?

Af: Rolf Jensen

Når ens business er fremtiden så gælder det om at følge med når der præsenteres spændende fremtidsscenarier. For nylig blev der vist et i TV, en film, der foregår i 2032- altså 24 år ude i fremtiden. Hvordan ser verden så ud ifølge filmens scenarie - hvordan er holdninger og værdier til den tid?

 

Alt, hvad der ikke anses for at være sundt er til den tid forbudt, simpelthen. Det gælder tobak, alkohol, kød og gammeldags sex. Der er kun én eneste livsstil, der er tilladt, den borgerligt forsigtige. Det er også forbudt at bruge bandeord - der er stillet sensorer op alle vegne. De opfanger de grimme ord og udskriver straks en bøde. Inspirationen til filmen er hentet fra Aldous Huxleys visionære bog, Fagre Nye Verden, der er fra 1932.  Privatliv er fortid. Det må helten konstatere, (det er Sylvester Stallone) der er kun én rigtig livsstil om 24 år. Da han naivt, men høfligt, beder om en Marlboro cigaret er de ved at besvime - det er jo strengt forbudt.

 

Filmen er fra 1993 og hedder: "Demolition Man". Nu er det sådan at kunstnere både er de værste og de mest visionære til at forudsige fremtiden. Hvilken kategori skal vi så placere denne film i? Mit svar er den visionære, fordi den foregriber mange af de tendenser, vi ser i dag. Hvis - hvis - den nuværende retning fortsætter uændret de næste 24 år så er situationen som beskrevet i Demolition Man. "Så galt går det næppe", vil nogle sige. Jo, det er bestemt en mulighed. Filmen slutter da også med at Stallone, der i filmen hedder John Spartan og (naturligvis) redder situationen og anbefaler tolerance og balance. Vi skal alle sammen være her, er budskabet. Ikke kun dem med den "rigtige" livsstil. De skæve, dem med en livsstil, der afviger fra borgerskabets, er i øvrigt drevet ned i byens kloaker, hvor de bliver jaget af myndighederne. Det mente Stallone var forkert.

 

Er det virkelig en mulighed at filmens scenarie bliver en realitet? Ja, hvis vi ser 10 tilbage og trækker en linje op til nutiden, så har vi billedet. Den gang bestemte ejeren af caféen om der måtte ryges, den gang var det lige begyndt at være farligt at drikke mere end 14/21 genstande om ugen. Overvægt var den enkeltes suveræne område. Man kunne køre med cykelhjelm, hvis man nu syntes om det. Alle blev behandlet ens på hospitalerne - uanset deres livsstil. Hvad enten de drak for meget eller havde brækket benet på skiferien i Norge. Vi måtte også uden problemer ryge i vores eget hjem - og på gader og stræder. Mange virksomheder havde indført en rygepolitik, men det var så det. Vi skulle heller ikke spise 6 stykker frugt hver dag eller gå til lægen og blive vejet en gang om året. Der var heller ikke udsigt at vi skulle købe vores tobak på apoteket.

 

Hvordan ser det så ud i dag? Ja, det ved læseren godt. Det eneste, der manglede i filmen var at solen er farlig - pas på, læs UV-indexet hver dag inden du går ud - det hedder et "solvarsel". Og så er der lige klimaet, der er ingen problemer lige nu, men de kommer, hvis vi ikke gør noget. Det er det der CO2. Vi bør have forbudt de der SUVer, firhjulstrækkerne, og vi skal have flere kernekraftværker. Det havde de heller ikke med i filmen.

 

Hvordan stemmer ovenstående scenarie så med de holdningsmålinger, der foreligger? Svaret er at det gør de slet ikke. F.eks. World Values Survey, hvor der er nye tal fra 2006, viser at vi i stigende grad i den vestlige verden anser os selv for at have ret til egne meninger, til at være vores egen lykkes smed. Det gælder også for Danmark. Autoritetstroen er på vej ned. Det gælder bl.a. holdninger til religion og til chefer. Tallene tyder således ikke på at der er brug for "forældre", der skal retlede os ind i den eneste korrekte livsstil. Vi synes, der skal være plads til de "skæve", mindretallet. Det er en tendens, der tydeligt ses i erhvervslivet, hvor vægten er på innovation, nye ideer, kreativitet, mangfoldighed. Tænk på Richard Floridas anbefalinger, tænk på de mange guruer, der taler varmt for fladere hierarkier. Også regeringen peger på innovation som vejen frem for dansk erhvervsliv. Hvis alle tænker i takt går det ud over innovationen, er budskabet; netop.

 

Modsætningen foruroliger jeres klummeskriver. På den ene side skal jeg gøre rede for de tendenser, der kan læses ud af tallene, på den anden skal jeg skrive om virkeligheden, som den ser ud. Fænomenet med at "forkertgøre" dem med en anden livsstil end flertallets stemmer ikke med tallene, der oven i købet er så nye de nu kan være. Jeg må i første omgang gøre rede for modsætningen. Det være hermed gjort. Dernæst kommer det svære spørgsmål: hvordan forklare modsætningen? Skyldes det alligevel at nogle har en indre tendens, en tilbøjelighed til at belære, til at spille kloge på andres vegne, de skal være lige som os selv. At vi bliver usikre og bange, når andre har en anden livsstil end os selv? Eller skyldes det at vi i en verden, der i stigende grad er rammeløs, ønsker os nogle, der kan fortælle os, hvordan vi skal leve vores liv? Det har aldrig været så sikkert at leve som i dag og mulighederne for selv at vælge karriere, har aldrig været større. Er det virkelig det som er så skræmmende at det fremkalder livsangst?

 

Det er jo ikke klaret med at skyde skylden på regeringen og dens mange råd og nævn. Så skulle det være sådan også i mange andre lande og byer, f.eks. i New York. Der er for mig at se to muligheder, to scenarier:

• Vi finder efterhånden den balance som Sylvester Stallone sluttede filmen med at anbefale, de stille kompromisser, sejrer.
• Vi finder balancen, men først efter en intens værdikamp, hvor meningerne står skarpt overfor hinanden. Konfliktscenariet.

Skal vi gætte på den sidste og håbe på det første?

---