Forside · Søg · English
DreamCompany A/S
    
24.08.07 09:59 Alder: 3 yrs

Man kan godt benægte fakta

Af: Rolf Jensen

"Hvis det er fakta, så benægter jeg fakta" sagde en god dansk politiker engang. (Han talte jysk, men jeg har retoucheret det til rigsdansk). I det følgende bliver der benægtet en del fakta, eller såkaldte fakta.

Jeg har i hånden Verdensbankens nyeste store publikation: "World Development Indicators", udsendt i foråret 2007. Det er den jeg vil slå den etablerede visdom i hovedet med. Lad os tage nogle af de påstande som jævnligt bringes til torvs i danske medier og jorde dem en efter en - ikke dem alle sammen, men de fleste.

 

Uligheden i verden øges år for år. Nej den gør ikke, den mindskes. Lavindkomstlandene, de fattigste, øgede fra 2004-05 deres velstand pr. indbygger med 6.1 %, mellemindkomstlandene øgede med 5.5 %. Højindkomstlandene blev kun 1.9 % rigere. Vi ser altså at svælget mellem de rige og de fattige lande reduceres. Det er endda sådan at de aller fattigste havde den højeste vækst. Den danske vækst var i øvrigt på 2.8 %.

 

Ja, men indenfor det enkelte land øges uligheden. Verdensbanken opererer med det såkaldte Gini-indeks, der måler uligheden i et land. Hvis alle tjener det samme er Gini på nul og så stiger den med stigende ulighed. I Danmark er indekset lavt, set i internationalt perspektiv, nemlig 24.7 % - i 1997 - der er desværre ikke nyere tal i rapporten. Uligheden i store/fattige lande kan være dobbelt så stor. Skal vi regne med at uligheden i Rusland er steget? Ja, det forekommer sandsynligt i lyset af deres privatiseringer, men nej, den er faldet pænt i perioden 1997 til 2002, der er det seneste tal. USA da? Tallet er uændret fra 1997 til 2002. Hvad kan man så konkludere? Ingenting - tallene er for gamle og usikre til at trække en solid global konklusion. Hvad så med Kina? Ja, der er uligheden øget, men det måtte vi forvente, når den årlige vækst pr. indbygger nærmer sig 10 %.

 

Der er blevet flere meget fattige - dem, der lever for 1 dollar om dagen eller mindre. Nej, det globale tal går ned. Det seneste tal er fra 2004 og siger, at der er lige under en milliard mennesker, der lever under den absolutte fattigdomsgrænse. I 1993 var tallet 1,1 milliard. Der bliver altså færre fattige i verden. Der er en regional undtagelse, nemlig Afrika syd for Sahara, hvor der er kommet ca. 50 millioner flere fattige i perioden 1993 til 2004. Som andel af den samlede befolkning i regionen er der dog færre i gruppen af de aller fattigste.  

 

Vi udleder mere CO2 i verden. Ja, det er rigtigt, men det skyldes alene befolkningsvæksten. Hvis vi ser på udledningen pr. person er det den samme i 1990 og i 2003. Problemet er naturligvis det absolutte tal, men på den anden side så er det ikke så underligt, at flere mennesker giver mere CO2. Der skal f.eks. produceres flere fødevarer og det gør der også.

 

Vi fælder verdens skove. Ja, men i perioden 1990 til 2003 - i løbet af 13 år er klodens areal med skov kun faldet med en tiendedel procent, 0,1 %. Et fald, men langt fra så dramatisk som det af og til præsenteres.

 

Militærudgifterne stiger. Nej, ikke som andel af verdensproduktet. Udgifterne til forsvar - og angreb - er uændret, nemlig 2.5 % af verdensproduktet.

 

Hvad kan vi lære af ovenstående tal? At klodens økonomi har det fint, udviklingslandene har ikke haft højere vækstrater siden 1965, det går fremad i et tempo som ikke er set før. Det skal vi glæde os over. Dernæst skal vi koncentrere os om Afrika syd for Sahara, det er stort set det eneste sted, hvor der ikke er fremgang.

 

Vi kan også lære at der er alarmister, mennesker og NGOér, der fremstiller udviklingen i en forstemmende lys, man udvælger de tal, der giver det mørkeste billede. Verden er i krise, hedder det. Kan vi så tage de objektive briller på og korrigere alarmisternes pressemeddelelser? Nej, det kan vi ikke - vi har alle farvede briller på og farven afhænger af, hvor vi står. Som det hedder: "hvor du står, afhænger af, hvor du sidder".

 

Denne klumme er imidlertid et beskedent forsøg på at bringe balance i det billede, der ofte præsenteres. Min kilde er Verdensbanken - er den pålidelig? Ja, til trods for at mange af tallene er usikre. Hvordan beregner man f.eks., hvor mange der lever for under 1 dollar om dagen? Det er og bliver et løst skøn, men det er det bedste vi har. Verdensbanken laver jo ikke selv tallene, de er afhængige af indberetninger fra alle verdens lande. De er ikke alle sammen så pålidelige som Danmarks Statistik, de fattige lande har helt andre problemer end statistik at slås med. Det Verdensbanken gør, er at tjekke og standardisere tallene så de bliver internationalt sammenlignelige. Det er en god sag, vi har brug for at kunne måle verdens tilstand. Efter bedste evne.

rj@dreamcompany.dk