Når arbejdet eller familielivet tager magten

Af: Rolf Jensen

Klumme i Jyllandsposten 1/10-06

 

Efter et foredrag om relationen mellem arbejde og familieliv - det var for en gruppe nordamerikanske forsikringsmæglere - sagde en af deltagerne: "Jeg har ingen problemer, når jeg ikke arbejder, så sover jeg." Det skal bemærkes, at hans ægtefælle sad ved siden af og nikkede. Hun var enig, i hvert fald i at sådan forholdt det sig faktisk.

 

Det er imidlertid ikke os alle, der har lige så let ved at prioritere tiden - den sammen med familien og så den på jobbet. Det forholder sig sådan at vi foretrækker samværet med kolleger og kunder. Det siger statistikken: den gennemsnitlige daglige arbejdstid er stigende i Danmark. Ikke den officielle, men den faktiske. Måske er tingene mere strukturerede på jobbet og så er serviceniveauet noget højere. Der bliver gjort rent, potteplanterne bliver vandet, kaffen er klar og der er måske en kantine. Derhjemme skal man selv iscenesætte det og udføre det hele. I den moderne aftalefamilie, hvor der ikke er en fast rollefordeling, skal man selv finde ud af, hvem der ikke gør hvad. Den, der kan fremstille sin situation som mest håbløs, slipper for opgaven.

 

En anden sætning: "Jeg synes jeg går for tidligt fra mit arbejde og kommer for sent hjem til mine børn." Her har vi dilemmaet. Og i fremtiden bliver det værre. Hvorfor?

 

Jo, lad os lige se på det i historiens ulideligt klare lys. Da de fleste arbejdede med jord og husdyr - og det er såmænd ikke så længe siden - da var det naturen, der bestemte relationen mellem arbejde og fritid. Der var en tid til at så, en tid til at høste, dyrene skulle fodres, køerne malkes. Naturen var chefen. Så kom den periode i 1900-tallet, hvor de fleste arbejdede på fabrik. Her var det chefen, der bestemte den daglige arbejdstid. Fabriksfløjtens velsignede lyd tilkendegav, at nu var arbejdsdagen slut, nu var det tid til at komme hjem til familien - og helst lige hjem.

 

Så kom elektronikken, automatiseringen, PCen fra 1980erne. I dag er den mest almindelige arbejdsplads ved et skrivebord, foran en skærm og med en mus i højre hånd. På kontoret er der ingen fabriksfløjte. Der er en formel arbejdstid, men vi vurderes jo ikke på at vi sidder der, vi bliver bedømt på vores resultater, på hvor meget vi har nået. Arbejdspladsen foretrækker "fleksible" medarbejdere og vi ved godt, hvad det betyder. Bundlinien er imidlertid at vi som medarbejdere er blevet vores egen chef. Den, der prioriterer mellem arbejde og familie. Og det gør de fleste af os ikke.

 

Bliver det værre i fremtiden? Ja, i takt med at vi kan tage arbejdet med hjem. Kontoret har invaderet hjemmet. Det betyder fleksibilitet, at vi kan placere arbejdstiden efter klokken 21, når børnene - de mindre af dem (forhåbentlig) - er kommet i seng og sover. Resultatet er dog som nævnt, at den daglige arbejdstid er stigende. Det er der ikke noget i vejen med - overhovedet. Problemet er blot, at vi ikke kan melde klart ud, at vi bliver stressede, at vi klarer den på de små hvide løgne om, at i denne uge skal vi lige have det der klar, men i næste uge der er der ikke så meget, så der kommer jeg tidligt hjem. Det er det, der på jysk hedder, "livet som slæbesild". For de læsere, der ikke har jyske rødder så er en slæbesild en sildemad, hvor man bid for bid rykker silden tilbage - så den er intakt når man har spist brødet.

 

Hvordan kan man løse dilemmaet? Jeg siger ikke at alle føler det, men for mange gør. TRÆF EN BESLUTNING - i samråd med familie og arbejdsplads og hold fast i den. Tag en lang snak om livet. Der er jo ikke noget forkert i at arbejde meget, i at gøre karriere, i at udfolde sig gennem udfordringer. Der er heller ikke noget forkert i at prioritere familielivet, samværet med ægtefælle, børn og venner. Men der er noget forkert i at lade være at beslutte, at køre livet som slæbesild. Det giver stress og skilsmisser. Det er kun os selv, der kan træffe beslutningen. Regn ikke med at arbejdsgiveren hver dag siger: "nu skal du gå hjem til din familie, det der kan vi ordne i morgen."

 

Etnologer har identificeret tre livsformer, tre holdninger til arbejde:

 

• Arbejderlivsformen. Du arbejder kun for at finansiere familielivet. Derfor skal arbejdet være kortvarigt, godt betalt og pensionen skal komme tidligt. Familien er livets mening.
• Funktionærlivsformen. Du arbejder for at gøre karriere, nå resultater, få ansvar, blive til noget, derfor må arbejdet gerne være krævende og arbejdsdagene lange. Familien er baglandet.
• Den selvstændige livsform. Det er drømmen om "foden under eget bord", jeg bestemmer selv min arbejdstid. Den er så i praksis integreret i familielivet, der er ingen adskillelse mellem familieliv og arbejde.

 

Vi har alle en overvægt på en af disse tre livsformer. Lever vi den så ud i praksis? Mit gæt er, at det gør de fleste ikke.

 

En beslutning har omkostninger. Det kan være tab af karrieremuligheder eller det kan være et ægteskab, der ikke fungerer. De fleste er endnu ikke parat til at træffe en beslutning. Vi skal have meget mere stress før der sker noget. Det er ikke alle skøn over fremtiden, der er positive. Jeg gentager derfor denne klumme om 10 år, i oktober 2011. Vi tales ved.

rj@dreamcompany.dk

 

 

 

"

---